BR18 & DGNB sammenligning

Rapporten viser forskellen på et byggeri, der lever op til det nyeste bygningsreglement (BR18) og et byggeri, der er bæredygtighedscertificeret efter DGNB standarden.

 

Bygningsreglementet 2018, BR18, trådte i kraft 1. januar 2018 og først er fuldt implementeret i 2019. I sammenligning med det forrige bygningsreglement, BR15, indeholder det nye bygningsreglement ingen skærpede krav på miljø- eller energiområdet.

Bygningsreglementet er ikke oprindeligt tænkt som et bæredygtighedsværktøj, men det er byggeriets eneste lovgivningsmæssige retningslinjer, når det gælder om at bygge grønt og miljøvenligt. Derfor har Green Building Council Denmark i en ny rapport sammenlignet et byggeri, der er opført efter kravene i bygningsreglementet med en bygning, der er bæredygtighedscertificeret.

Det maksimale antal point inden for bæredygtighedscertificeringen DGNB er 100 point, og en bygning skal minimum score 50 point for overhovedet at blive bæredygtighedscertificeret. Sammenligningen viste, at et byggeri, der er opført efter kravene i bygningsreglementet scorede 16-17 point på ”bæredygtighedsskalaen,” mens byggeriet, der var opført med en bæredygtighedscertificering for øje scorede 70,2 point.