Styregruppen peger på certificeringssystem
04.02.2011
- Af Vibeke Wounlund
Det er besluttet at gå videre med det tyske certificeringssystem
DGNB.
Mandag den 31. januar 2011 blev der holdt styregruppemøde i
Green Building Council Denmark. Det vigtige formål på mødet var
at give bestyrelsen bemyndigelse til at arbejde videre med det
certificeringssystem, som skal tilpasses danske forhold.
Bestyrelsen for DK-GBC indstillede allerede sidste år DGNB som
det bedste bud på et moderne 2. generations certificeringsystem, og
på mødet bakkede styregruppen stort set enstemmigt op om
beslutningen.
Fokus på alle aspekter af bæredygtighed
Systemet er kendetegnet ved at tage alle facetter af
bæredygtighed med, og ikke kun fokusere på fx miljø-delen. Det
betyder, at de tre områder inden for bæredygtighed, som defineret
tilbage i Brundtland-rapporten: 1. Miljø, 2. Økonomi og 3. Sociale
aspekter, bliver vægtet ligeligt. Det var et vigtigt parameter
for beslutningen i forhold
til certificeringsordning.
Derudover er der i DGNB stor opmærksomhed på LCA (life cycle
assessment), hvor bl.a. alle miljødeklarationer kan
integreres.
DK-GBC mener således, at DGNB er det bedste forslag på et
fremtidssikret system, der bedst muligt afdækker en bygnings
bæredygtige fodaftryk.
Næste skridt for bestyrelsen er at gå i forhandlinger med
det tyske DGNB for at definere en dansk udgave af DGNB og tilrette
den til danske forhold. Her bliver set på DGNBs potentiale
inden for både nybyggeri og ikke mindst eksisterende bygninger, der
udgør hovedparten af bygningsmassen. I løbet af foråret vil
delgrupper under styregruppen arbejde med de enkelte
områder, som en DGNB-certificering består af.
Seminar den 25. februar og 3. marts 2011
Den 25. februar og 3. marts holder DK-GBC to seminarer,
hvor certificeringsprocessen i DGNB gennemgås.
Seminaret er åbent for alle interesserede. Associerede og
styregruppemedlemmer har gratis adgang, mens alle andre skal
betale 600 kr. ekskl. moms.
Læs
mere om seminaret